Maj Invest Update

Der er dog også en række lyspunkter, hvoraf det mest betydningsfulde er, at de store lande i verdensøkonomien både koordinerer deres økonomiske politiske indgreb og tilsyneladende også har vist beslutningskraft på G20-møderne og i de finansielle internationale institutioner som eksempelvis IMF. Alt i alt tegner der sig et billede af, at vi har overstået den værste del af den økonomiske krise.

Ikke desto mindre har vi det sidste år været vidne til, at guldprisen er støt stigende fra et niveau omkring 300 USD pr. ounce for 6 år siden til det nuværende niveau på over 1.000 USD pr. ounce, se i øvrigt figur 1. De fleste professionelle investorer interesserer sig ikke for guld, idet mange opfatter det som lidt gammeldags og i øvrigt en investeringsform, som ikke giver afkast. Måske netop derfor bør man stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det, markedet fortæller os, når guldprisen stiger?

Efter min opfattelse fortæller markedet os, at der fortsat hersker mistillid til dollarens værdi. Den dominerende internationale valuta er dollar, og hverken euro, yen eller den kinesiske yuan har nogen mulighed for i nær fremtid at overtage dollarens rolle. Hvis der derfor er faldende tillid til dollaren, vil det naturligvis slå ud i interesse for at købe guld og dermed stigende guldpriser. I 2009 kan man konstatere, at verdens centralbanker for første gang i mere end 10 år er nettokøbere af guld. I mange år har centralbankerne solgt ud af deres ”gamle” og meget store guldbeholdninger, fordi man ikke længere har brug for guldet som en slags anker for valutasystemet. Dette er der nu sat spørgsmålstegn ved. Den kinesiske centralbank har købt store mængder guld, ligesom lande i Mellemøsten og Latinamerika er begyndt at købe guld til deres centralbanker. Mange investorer og senest et par af de store hedgefonde i USA er begyndt at købe guld og guldaktier. Guldet er det eneste universelt accepterede investeringsobjekt, hvis pris ingen finansministre eller centralbankdirektører kan påvirke. Guldinvesteringer er derfor en slags forsikring mod det tab, der opstår, hvis global økonomi bryder sammen. Når guldprisen stiger, bør man interessere sig for årsagerne hertil, og man bør som investor generelt være lidt agtpågivende.

 Jeg tror ikke, der er nogen væsentlig risiko for, at det globale økonomiske system bryder sammen. Risikoen er til stede, men under 5%. Men man skal være opmærksom på, at guldprisen meget let kan stige kraftigt. De samlede finansielle aktiver i hele verden kan opgøres til 238 gange værdien af den eksisterende guldmængde, se figur 2. Hvis verdens investorer i gennemsnit ønsker at placere blot 1% af deres investeringer i guld, vil det derfor ikke kunne lade sig gøre, uden en stigning i guldprisen på mellem 2 og 3 gange fra det nuværende niveau. Det ovenfor nævnte er formentlig forklaringen på guldprisstigningen den seneste tid. Hvis man som dansk investor ønsker at investere i guld, er det også svært. Den eneste investeringsforening, som interesserer sig for dette, er LD Invest med afdeling Kontra, der har investeret 20% af sin formue i guldaktier (se www.ld-invest.dk).

 
Det kinesiske aktiemarked har også udviklet sig positivt på det seneste, se figur 3. Kinas aktier begyndte deres kursfald, før finanskrisen satte ind. Til gengæld er de stort set ikke faldet under finanskrisen, men derimod steget mere og hurtigere end alle andre aktiemarkeder. Hvad er årsagen til dette? Og hvad fortæller det kinesiske aktiemarked os?

Kinas vækstrate bliver i 2009 antageligvis omkring 9% p.a., hvilket står i skærende kontrast til resten af verden, som for året 2009 under ét vil registrere negativ BNP-vækst. Kina har gennemført en økonomisk politik, der er mere ekspansiv, end vi nogensinde har oplevet. Kineserne har igangsat offentlige investeringer for milliardbeløb, herunder eksempelvis 110 nye express highway-motorveje. Kineserne har sat renteniveauet ned og ladet de fire største statsligt dominerede banker øge deres udlån med 40%. Kineserne har med andre ord indledt en statsdrevet ekspansion, der er større end selv ”New Deal” var det under Roosevelt i USA i 1930’erne. Samtidigt har kineserne fastlåst deres valuta (yuan) til den amerikanske dollar, hvilket betyder, at den kinesiske valuta er devalueret 15% over for euroen det seneste år. Hvis man sammenholder det med, at eurozonen under ét har et stort handelsunderskud over for Kina, må man sige, at det virker højst ejendommeligt. En væsentlig del af det globale balanceproblem består i, at Kina eksporterer for meget i forhold til deres import. Hvis den kinesiske medicin mod den økonomiske krise derfor består i en reel devaluering, vil det kun gøre ondt værre og udskyde løsningen af det afgørende globale problem, som består i, at hele Asien har for lavt privatforbrug, og USA har for højt privatforbrug. Denne balance kan først på lang sigt genoprettes, når den kinesiske valuta får lov til at stige i værdi. Med andre ord bevæger verden sig ikke p.t. mod en mere balanceret global vækst, snarere tværtimod. Aktiv finanspolitik og pengepolitik holder efterspørgslen, herunder privatforbruget, oppe på det for høje niveau i Europa og USA, medens kinesernes privatforbrug er for lavt, ligesom kineserne ikke er villige til at lade deres valuta flyde frit og dermed styrkes. Den væsentligste del af det globale balanceproblem er derfor fortsat uløst, og det er måske i sidste ende forklaringen på, at også guldprisen som indikator for manglende kriseløsning fortsat stiger.

Når de kinesiske aktier til gengæld stiger, er det fordi Kinas konkurrenceevne fortsat holdes højt af deres lave valutakurs, og fordi deres finanspolitiske indenlandske vækst vil fremme indtjeningen i alle de kinesiske virksomheder de kommende år. Der er således god markedslogik i, at kinesiske aktier stiger, og guldprisen stiger. På lidt længere sigt må man desværre forvente, at den boble, som kineserne på den måde er ved at opbygge, på et eller andet tidspunkt vil briste og give anledning til væsentlig finansiel uro. Det ligger formentlig 1-3 år ude i tiden, og indtil da vil Asien nyde godt af den kinesiske ekspansion. Guldprisen derimod vil formentlig blive ved med at stige, både før og efter en eventuel kinesisk krise indtræffer.

Med andre ord er der stadigvæk både investeringsmuligheder og også væsentlige risici i de kommende år. De finansielle centre er under tilpasning, tilliden til finanssektoren er fortsat under pres, og de statslige garantier til banksystemet er så kostbare, at visse valutaer - særligt dollaren - vil være under stigende pres i de kommende år. Konklusionen er (igen), at den bedste løsning for en langsigtet investor er at huske risikospredning mellem aktier og obligationer og måske også inkludere 2-5% investeringer inden for guldrelaterede aktiver.