Maj Invest Update

Da det stod klart, at Trump ville blive USA’s næste præsident, faldt aktiemarkederne øjeblikkeligt med 5 pct. Men da han havde holdt sin første tale, var erhvervslivets optimisme tilbage, og de amerikanske aktier steg til en ny all-time high rekord, og samtidig steg renten på 10-årige statsobligationer til 2,2 pct. Alle forventer skattelettelser og offentlige investeringer i et sådant omfang, at den økonomiske vækst bliver trukket op tæt på 3 pct. i de kommende år. Det ligner til forveksling situationen, dengang Reagan trådte til som præsident først i 1980’erne. Tilsyneladende er Trumps mange utilstedelige personangreb og hans mange falske oplysninger allerede glemt. 

Om Trumps økonomiske planer ved vi, at han vil gennemføre omfattende skattelettelser i niveauet 4.000 mia. dollar over de næste 10 år og infrastrukturinvesteringer på 1.000 mia. dollar ligeledes over 10 år. Det bliver i givet fald den mest ekspansive finanspolitik siden 1930’erne, og tilmed på et tidspunkt hvor arbejdsløsheden i USA er faldet til under 5 pct. En gennemregning af effekterne viser, at det vil forøge det offentlige underskud med 400 mia. dollar årligt og bringe statsgælden op på over 100 pct. af BNP. 

Det er langtfra sikkert, at dette på sigt vil give mere økonomisk vækst. Inflationen og renten vil stige, og måske vil dette i løbet af nogle år have en så stor negativ effekt, at det ophæver den ekspansive gevinst ved den nye finanspolitik. Figuren viser udviklingen i den amerikanske 10-årige rente. Der er tale om et økonomisk regimeskifte. USA får nu stigende offentlige underskud, stigende inflation og derfor også en stigende rente i de kommende år. 

Den recessionsfrygt, som prægede begyndelsen af 2016, er nu sporløst borte. Efter sit første møde med præsident Obama udtrykte Trump sig respektfuldt om Obama, og samtidig var hans kommentarer om Kina og Mexico nuancerede. Investorer, der frygtede usikkerheden knyttet til Trumps mange faktuelt forkerte og usammenhængende udtalelser i valgkampagnen, er nu vendt rundt og tror på økonomisk fremgang. 

Den amerikanske økonomi er allerede i fremgang, og dette har intet at gøre med, hvem der var eller er præsident i USA. Konjunkturfremgangen i USA skyldes de lave renter, der har trukket både byggeriet og investeringerne op i de seneste år. Trump kan i de kommende år tage æren for noget, der er skabt af helt andre faktorer. Sådan er det ofte i politik. 

For resten af verden er den nye økonomiske politik i USA en gave, men kun så længe Trump ikke starter en handelskrig. Højere amerikansk vækst og en stigende dollar er godt for både Europa og Asien. Det paradoksale er, at Kina og Mexico, som er storeksportører til USA, vil få glæde af denne nye politik.

De globale konjunkturtal har i øvrigt peget opad de seneste måneder. I figuren er vist de såkaldte PMI-tal for verdens største økonomier. Som det klart fremgår, er både Europa og Kina på vej op. Både industriproduktion og privatforbrug stiger. Også i Europa virker pengepolitikken effektivt. De lave renter har givet markante stigninger i byggerier og samtidig trukket erhvervslivets investeringer op. Euroen er svækket, og det har givet europæisk eksport solid fremgang.

I 2012 var det næsten umuligt for europæiske lande at sælge statsobligationer. Grækenland, Spanien og Italien kunne ikke selv finansiere deres gæld og måtte have omfattende hjælp fra IMF og ECB. Det fik de, og i dag er situationen næsten modsat. Alle statsobligationer kan sælges. For to uger siden udstedte Østrig med stor succes 70-årige statsobligationer, og før det har Italien og Spanien solgt 50-årige obligationer. Alene i år har de statsgældsplagede europæiske lande solgt såkaldte ultralange statsobligationer for 45 mia. euro. 

Alt kan åbenbart sælges, hvis alternativet blot er dårligt nok. Når de korte renter i Europa er negative, bliver det pludseligt interessant at købe 70-årige obligationer med 1,5 pct. i rente. På samme måde er obligationer fra emerging markets igen blevet en stor salgsvare. Vi har i år set de største udstedelser af emerging markets-obligationer nogensinde. Argentina har udstedt og solgt for 16 mia. dollar, og Saudi-Arabien har solgt for 17 mia. dollar. Det fortsætter næppe. Trumps politik vil gøre det sværere for emerging markets-landene at finansiere sig i obligationsmarkedet.

I Kina ser vi samme udvikling. Den officielle kinesiske vækst er på godt 6 pct., men udlånene til de store kinesiske virksomheder, som i forvejen var af rekordstørrelse, stiger 12 pct. i år. De offentlige infrastrukturprojekter fortsætter, byggeriet fortsætter, og erhvervsinvesteringerne stiger igen. Kina har en klassisk boble af overinvesteringer og har ikke markedsmekanismer, som kan stoppe den.

Noget tyder på, at de underliggende risici i finansmarkederne i en periode bliver overdøvet af den kortsigtede økonomiske vækstfremgang. I Kina har væksten gjort, at mange glemmer den gældsbombe (gælden er nu steget til 250 pct. af BNP), som ligger under hele systemet. I Japan har de store offentlige køb af obligationer gjort, at investorerne glemmer det forhold, at statsgælden snart passerer 130 pct. af BNP. I Europa har Draghis pengepolitik fået renterne til at være negative og investorerne til at glemme Sydeuropas gældsproblemer. Og i USA har Trump held med det samme. USA forøger statsudgifterne dramatisk, og der uddeles snart massive skattelettelser. Investorerne ser helt bort fra, at Trumps økonomiske politik vil give stigende statsunderskud og stigende gældsproblemer, ligesom risikoen for handelskrig er steget markant.

Som investor kan man glæde sig over, at den globale vækst nok bliver lidt højere de næste par år, men til gengæld stiger de globale finansielle risici. De var høje i forvejen. Nu stiger de yderligere, i takt med at den globale gældsætning slår alle rekorder.

Vi står derfor i den situation, at man som investor næsten kun kan købe aktier, hvis man vil have glæde af den økonomiske vækst, der kommer de næste par år. Men samtidig bør man også huske risikospredning. Det gøres ved at købe værdisikre og krisestabile investeringer, som kan afdække den stigende finansielle gældsrisiko, som præger global økonomi.

I figuren er vist, hvor højt afkast man på langt sigt får ved at købe globale valueaktier. Afkastet er beregnet som det procentvise afkast, man som investor får, hvis virksomhederne udbetaler alt deres overskud i udbytte. Som aktionær ejer man jo også det overskud, som virksomheden ikke udbetaler som udbytte, men selv beholder. Som det fremgår, vil det udgøre 6 pct. om året, hvis man køber aktier på de nuværende kursniveauer. Dette skal holdes op imod obligationsinvesteringer, som giver mellem minus 1 og plus 4 pct. i rente, alt efter hvilken kategori og valuta de tilhører.

Konsekvensen er, at den bedste langsigtede investeringsportefølje derfor består af globale valueaktier kombineret med korte, sikre statsobligationer, stærke valutaer og måske enkelte guldrelaterede investeringer. Og pas på, vi kommer til at høre mere til Trump. Der er risiko knyttet til den nye økonomiske og politiske linje, som USA har valgt.