KLUMME: Aftalen om en europæisk genopretningsfond efter Covid-19-krisen er blevet mødt med lige dele begejstring og kritik. Tager man ja-hatten på, er den et fyrtårn, der i tiltagende mørke viser vilje og vej til fortsat internationalt samarbejde. Vil man hellere tude i øv-hornet, er den i Nordeuropa det foreløbige lavpunkt i en endeløs række af forlig, hvor vi må punge ud for Sydeuropas overforbrug, mens de til gengæld ser den som endnu et eksempel på, at vores trang til at puge sammen kun overgås af vores mangel på solidaritet. Kritikken handler altså egentlig om de syv dødssynder, men hvem har så ret: Er det fråseri eller griskhed, der er den oprindelige synd i Europa?
For at forstå, hvornår det er en dyd at spare op, og hvornår det er griskhed og pugeri, må man se på balancen mellem opsparing og investering. Hvis husholdningerne ønsker at spare mere op, end virksomhederne ønsker at investere, fører det til arbejdsløshed. Centralbanken kan prøve at genoprette balancen ved at sænke renten, men i realiteten er hverken opsparing eller investering særligt rentefølsomme. Derfor ender det oftest med, at staten må øge sit underskud for at kompensere for husholdningernes overopsparing. Opsparing er en dyd, så længe balancen mellem pugere og fråsere betyder, at husholdningernes nettoopsparing ikke overstiger virksomhedernes investeringspotentiale. Gør den det, er det pugeri, der fører til faldende renter, arbejdsløshed og offentlig gældsætning. Modsat fører underopsparing, ”fråseri”, til høje renter og inflation.
Problemerne med lave – endda negative – renter, arbejdsløshed og offentlig gældsætning er desværre kun alt for velkendte, og de kommer altså af overopsparing. Når de i Tyskland klager over, at ECB’s pengepolitik ødelægger deres opsparingskultur, er sandheden i virkeligheden den omvendte: Det er deres (vores!) pugementalitet, der ødelægger ECB’s pengepolitik. Pugeren har i mange år været i kraftig fremgang, og det er dens hærgen, der er den grundlæggende årsag til problemerne. Griskhed er den oprindelige synd i Europa.
En væsentlig årsag til den stigende opsparing er, at mange lande har udbygget deres pensionsopsparingsordninger for at forberede sig på de udfordringer, befolkningens aldring stiller velfærdssamfundet overfor. Desværre stiger investeringspotentialet ikke tilsvarende – det falder tværtimod, når forbrugerne køber mindre – så slutresultatet bliver overopsparing.
Heldigvis for os i Nordeuropa er det ikke nødvendigvis de lande, der har overopsparingen, der må slås med arbejdsløshed og offentlig gældsætning. Det afgøres af konkurrenceevnen. Betalingsbalancen er modposten til opsparings-/investeringsbalancen, og vores eksterne overskud afspejler vores overopsparing. Når vi alligevel har både høj beskæftigelse og lav offentlig gæld, skyldes det, at vi qua en god konkurrenceevne kan lukrere på de andre landes efterspørgsel. Når de køber af os i stedet for at producere selv, så ender arbejdsløsheden og den offentlige gældsætning hos dem.
Problemerne i Sydeuropa er ikke udtryk for overforbrug, men for at de på grund af dårlig konkurrenceevne må slås med skadevirkningerne af vores overopsparing. Derfor giver det umiddelbart mening, når vi som modydelse for genopretningsfonden kræver, at de forbedrer deres konkurrenceevne. Sagen er bare, at selv om det virkelig skulle lykkes, så skaber det overordnet set ikke flere jobs. Det flytter blot problemerne til andre lande. Hvis Sydeuropa vinder konkurrenceevne, er det per definition på bekostning af nogle andre, og det kunne jo være Nordeuropa. Øget konkurrenceevne i Sydeuropa får ikke problemerne med arbejdsløshed og budgetunderskud til at forsvinde, men det kunne få dem til at flytte hjem, hvor de kommer fra. Det er bestemt ikke, fordi der ikke er behov for økonomiske reformer i Sydeuropa. Der er bare mest af alt behov for, at ”mønsterlandene” begynder at indse, at deres opsparingskultur er problemet og ikke løsningen.
Arvid Stentoft Jakobsen
September 2020