Tryk her for at printe

N’AGE indgår partnerskab med Maj Invest Equity

15. nov. 2021

Den succesfulde danske kæde af kosmetiske klinikker, N’AGE, har indgået et partnerskab med Maj Invest Equity. N’AGE blev grundlagt i 2003 af faglig direktør Ida Bille Brahe, og i 2017 indtrådte Sanne Lønskov som partner og CEO for virksomheden. Både Ida Bille Brahe og Sanne Lønskov vil fortsætte i deres roller i direktionen og med et 45 pct. ejerskab.

N’AGE var den første kosmetiske klinik ved stiftelsen i Danmark tilbage i 2003. Siden da er virksomheden blevet til en kæde på seks klinikker, som årligt foretager over 15.000 kosmetiske behandlinger, og som har eget akademi, der hvert år uddanner kosmetiske sygeplejersker. N’AGE har tredoblet omsætningen de sidste 4 år, leveret et solidt resultat og slået sit navn fast - ikke mindst med indgåelsen af samarbejdet med topmodel Helena Christensen som ambassadør for kæden.

”Med Nordic Beauty som afsæt har vi skabt et unikt og succesfuldt brand i Danmark, hvor vi også fortsat har vækstplaner. Vi mener imidlertid også, at N’AGE konceptet har potentiale til en international ekspansion. Med Maj Invest Equity ombord får vi nu den helt rigtige partner til at hjælpe os. Deres partnerskabstankegang tiltalte os fra starten, og det var netop en erfaren og kompetent sparringspartner, vi søgte. Der har været en særdeles god kemi under vores dialog med Maj Invest Equity, og vi er sikre på, at N’AGE kan drage stor fordel af deres kompetencer og erfaring med international udvikling” lyder det fra Sanne Lønskov, CEO i N’AGE.

Faglig direktør og stifter, Ida Bille Brahe, siger; ”Det har været helt afgørende for os at finde en partner, som var helt enig i N’AGE DNA og potentiale. Der er en stor portion hjerteblod forbundet med at lukke en partner indenfor, og her har dialogen om og respekten for at bevare de stærke grundværdier; Æstetik, Etik og Sikkerhed, været afgørende for valget af Maj Invest Equity.

”N’AGE har med Ida og Sanne i spidsen, opbygget en unik, vækstorienteret og skalérbar virksomhed med et meget stærkt koncept og en ekstremt kompetent og professional medarbejderstab af dygtige behandlere. Vi er imponerede over den hidtidige udvikling og deler visionerne for N’AGE, og vi ser et stort udviklingspotentiale på et attraktivt, internationalt marked”, siger Mads Andersen, Partner i Maj Invest Equity.

”Med sin nordiske tilgang til kosmetiske behandlinger har N’AGE opbygget en stærk og veldrevet virksomhed på et marked, som er drevet af en global megatrend. Vi tror derfor på, at der er et stort marked for netop N’AGE koncept både i ind- og udland” tilføjer Mads Andersen.


N’AGE er Danmarks største kæde af kosmetiske klinikker med speciale i ikke-kirurgiske behandlinger (ikke-permanente fillers, botulinum toxin, laser og fedtfrysning), som udføres af specialuddannede sygeplejersker og læger. Virksomheden blev etableret i 2003 og består i dag af 6 kosmetiske klinikker, en webshop og et akademi, hvorfra der uddannes kosmetiske sygeplejersker, samt en webshop. Virksomheden har leveret en gennemsnitlig vækst på 28 pct. de seneste regnskabsår og er tredobbelt gazellevirksomhed.