Tryk her for at printe

Maj Invest erhverver andel i Headhunterportal

17. maj 2017

Headhunternes nye våben
Ny virksomhed med ambitioner om at ændre rekrutteringsbranchen kortlægger både headhunterne og de potentielle kandidater i en helt ny portal. Bag satsningen står tidligere Boliga-direktør sammen med andre internet- og headhunterprofiler samt kapitalforvalteren Maj Invest.

Efter en længere årrække som partner og administrerende direktør for den succesfulde boligportal Boliga ventede Tim Jensen egentlig, at telefonen ville begynde at ringe, da han sidste år stoppede sit daglige arbejde for virksomheden.

”Godt nok ringede telefonen, men det var aldrig om drømmejobbet. Jeg overvejede, om det var pga. mit nu passive engagement i Boliga, men blev hurtigt klar over, at jeg simpelthen ikke kendte de rigtige mennesker i rekrutteringsbranchen. Det var en frustrerende erkendelse men også en vigtig øjenåbner, for da blev idéen til HeadhunterPortal født”, siger stifteren.

I løbet af nogle ugers intensiv research begyndte Tim Jensen at beskrive processerne i den danske rekrutteringsbranche. Og det blev hurtig klart, at trods meget professionelle headhuntere var processerne påvirket af mange tilfældige faktorer.

Mere end 400 danske headhuntere kortlagt
Løsningen blev en slags motor, der ved hjælp af en nøje kortlægning af virksomhedernes søgekriterier og de forskellige faglige profiler, identificerer de korrekte headhuntere for kandidater i en slags karriere-dating. Det bliver nu muligt for kandidaterne at gøre sig synlige over for netop de rekrutteringsspecialister, der arbejder specifikt med deres branche og arbejdsområder. Samtidig får headhunterne et enestående researchværktøj, der ikke alene kan spare tid men også ”opdager” potentielle kandidater, som ellers ikke ville være dukket op på radaren. Databasen er ikke offentlig, søgbar eller tilgængelig for virksomheder, så kandidaterne behøver ikke bekymre sig om, at chefer, bestyrelser eller kolleger kigger med. Allerede før lanceringen har portalens researchteam kortlagt mere end 400 danske headhuntere og er dermed tæt på at favne samtlige rekrutteringsspecialister inden for specialist- og ledelsesområdet.

Kapitalforvalter købte sig ind før lanceringen
Maj Invest har også set potentialet i HeadhunterPortal og har investeret i projektet, allerede inden konceptet bliver præsenteret for omverdenen.

”Det er vigtigt at ansætte de rigtige folk. Fejlansættelser er skadelige både for virksomheden og den ansatte”, siger Jeppe Christiansen, administrerende direktør i Maj Invest, og uddyber:

”HeadhunterPortal kan både være med til at øge kandidatudvalget og gennemsigtigheden. Virksomheden er skalérbar, og potentialet er stort, da store markeder har samme udfordringer og behov på dette område. Det er et stærkt team, der står bag, og Danmark er et godt udgangspunkt for international vækst, da alle de bedste internationale rekrutteringsvirksomheder er aktive her”, siger Jeppe Christiansen.

Forsikringsbranchen med ombord
At Headhunterportal har et kommercielt potentiale har allerede vist sig på håndgribelig vis. Som de første har forsikringsselskabet Topdanmark valgt at inkorporere produktet i virksomhedens lønsikringsløsninger, hvilket betyder, at HeadhunterPortal allerede har hundredvis af kunder på vej ind:

”Der er et rigtig godt match mellem tænkningen i Headhunterportal og vores lønsikringsprodukt. Vores produkt hjælper, hvis kunden mister sit arbejde. Synlighed i HeadhunterPortal kan både virke forebyggende for ufrivillig ledighed – og medvirke til at reducere ledighedsperioden. Det er godt for kunden og os”, siger Peter Hermann, administrerende direktør i Topdanmark Liv.

HeadhunterPortal har kortlagt 416 rekrutteringsspecialister i Danmark samt hhv. 700 i Sverige og p.t. 2.000 i England, hvor virksomheden planlægger lancering inden årets udgang. Hovedsædet ligger på Østerbro i København, og portalen går i luften herhjemme den 17. maj 2017.

For yderligere information, kontakt venligst: press@headhunterportal.com eller Tim Jensen på tlf. 29 88 20 00. 

Om Headhunterportal:
Virksomheden er stiftet af Tim Jensen, tidligere partner i og adm. direktør for boligportalen Boliga. Medstifter er Jacques Sirot, ekspert i kunstig intelligens og tidligere teknisk direktør i den revolutionerende digitale marketingplatform Conyak. En kandidatprofil koster et engangsgebyr på 599 kr. Herefter kan kandidater vælge at aktivere medlemskabet, så profilen sendes direkte til de relevante rekrutteringsspecialister. Aktive profiler koster 50 kr./md. Kandidatdatabasen matcher løbende profiler med aktuelle stillinger og sender konstant data videre til relevante rekrutteringsspecialister. Headhunterportal har allerede fra lanceringen en komplet database over danske rekrutteringsvirksomheder, de enkelte headhuntere og deres virkefelt. Headhunterportal benytter sig af krypteret adgang, og det er ikke muligt for virksomheder at købe sig adgang til profiler for egne medarbejdere. Kun rekrutteringsvirksomhederne kan tilgå profilerne. Det vil endvidere være muligt for kandidater at fravælge visning til specifikke virksomheder.

Læs mere på headhunterportal.com

Om Maj Invest:
Maj Invest er en finansiel koncern med hovedforretningsområderne asset management og private equity samt den nyetablerede Maj Bank. Koncernen har hovedsæde i København og kontorer i London, Vietnam, Singapore, Peru og Indonesien. Maj Invest forvalter en samlet kapital på mere end 60 mia. kr. Maj Invest Equity investerer aktivt i danske og internationale selskaber gennem en række kapitalfonde. Maj Invest Asset Management forvalter børsnoterede aktier og obligationer. Produkterne udbydes til private gennem Investeringsforeningen Maj Invest, der er blandt de bedst ratede investeringsforeninger i Danmark.

Om TopDanmark:
Danmarks næststørste forsikringskoncern. 2.600 medarbejdere fordelt over hele landet. Topdanmark har ca. 500.000 privatkunder (husstande) og 100.000 virksomheder inden for skadesforsikring. Hertil kommer ca. 130.000 privat- og erhvervskunder inden for forsikring og pension. Virksomheden behandler hvert år 300.000 skadesanmeldelser.