MIE6 Triple Bottom Line indgår partnerskab med GladTeknik

14. feb. 2025

Maj invest billede

Maj Invest Equitys sjette fond, MIE6 Triple Bottom Line K/S, har erhvervet 49 % af aktierne i GladTeknik A/S, en af Danmarks førende specialister i reparation og levetidsforlængelse af elektronik. Med partnerskabet vil GladTeknik styrke sin position inden for cirkulær økonomi og inklusion, mens væksten skal accelereres.

Et strategisk partnerskab for bæredygtig vækst og inklusion
GladTeknik har etableret sig som en vækstvirksomhed med en unik, bæredygtig og socialt ansvarlig profil. Virksomhedens kerneforretning er ressourceeffektiv reparation af elektronik som computere, telefoner og tablets. Særligt inden for forsikringssegmentet har GladTeknik oplevet markant vækst i 2024 med en betydelig tilgang af nye kunder. Samtidig har virksomheden bevist, at dét at tage socialt ansvar ikke er i modsætning til at skabe en rentabel forretning – tværtimod.

CEO Mathias Nielsen udtaler:
"GladTekniks mission har altid været at skabe en arbejdsplads, hvor mennesker som mig selv – mennesker med diagnoser, der ofte står uden for arbejdsmarkedet – kan trives og bidrage. Vi beviser dagligt, at en inkluderende arbejdsplads ikke kun er socialt ansvarlig, men også forretningsmæssigt fornuftig. Med Maj Invest Equity som partner ser vi stort potentiale for yderligere vækst og udvikling. Vi tror på, at vi sammen kan øge vores penetration i markedet og samtidig udvide vores positive samfundsmæssige aftryk."

GladTeknik har en unik arbejdspladskultur, hvor over 60 % af medarbejderne har diagnoser som Aspergers og ADHD. Virksomheden omsætter medarbejdernes særlige kompetencer til en styrke og skaber rammer, hvor de trives og bidrager til succes. Dette afspejles i både høj medarbejdertilfredshed og høj vækst.

Maj Invest Equity ser stort potentiale
Maj Invest Equity ser store muligheder i at udvikle GladTeknik yderligere gennem strategisk sparring og adgang til nye kunder.

Jacob Dyhr Jensen udtaler:
”GladTeknik er et ideelt match for vores Triple Bottom Line-strategi, hvor økonomisk vækst går hånd i hånd med socialt ansvar og bæredygtighed. Mathias og hans team har skabt en effektiv og profitabel forretning inden for levetidsforlængelse af elektronik, og vi ser stort potentiale i at kombinere virksomhedens stærke markedsposition med vores netværk og strategiske kompetencer. Vi er overbeviste om, at vi i fællesskab kan løfte GladTeknik yderligere.”

GladTekniks datadrevne og kundeorienterede tilgang har resulteret i høj kundetilfredshed og stigende markedsandel. Med den øgede fokus på CO2-reduktion, cirkulær økonomi og social inklusion ser Maj Invest Equity et fortsat stort vækstpotentiale i markedet, særligt inden for forsikrings- og erhvervssegmentet.

Med partnerskabet er det således parternes ambition at fortsætte og accelerere GladTekniks vækst med et vedvarende fokus på bæredygtighed – kommercielt og socialt.

 

 

GladTeknik A/S er specialister i reparation og levetidsforlængelse af elektronik for forsikringsselskaber, erhvervskunder og private. Virksomheden er vokset markant i de seneste år og beskæftiger i dag 60 medarbejdere, hvoraf mere end 60 % har diagnoser som autisme og ADHD.

Maj Invest Equity er en af Danmarks største private equity-investorer i mindre og mellemstore virksomheder. Porteføljen består aktuelt af ti selskaber foruden GladTeknik A/S. Maj Invest Equity rejste i 2024 sin sjette fond. Siden 2005 har Maj Invest Equity foretaget investeringer i mere end 40 virksomheder. Maj Invest Equity er en del af Maj Invest-koncernen.

For yderligere information kontakt:

Maj Invest Equity
Jacob Dyhr Jensen – Investment Manager
jdj@majinvest.com – 51 50 60 25