Maj Invest Equity investerer i den grønne omstilling og indgår partnerskab med Krebs
13 Jan. 2025
Den danske leverandør af energianlæg Krebs A/S har indgået et partnerskab med MIE 6 Triple Bottom Line K/S.
Krebs er en af Danmarks ledende eksperter indenfor energirigtige løsninger til fremtidens produktion af varme. Krebs blev grundlagt i 2018 af administrerende direktør Morten Krebs, der har en lang historik indenfor varmeløsninger. Krebs fik efterfølgende Rasmus Wedel og Lars Larsen med som partnere i virksomheden. Både Morten Krebs, Rasmus Wedel og Lars Larsen vil fortsætte i deres roller i virksomheden med et samlet ejerskab på 40 pct.
Krebs har siden sin stiftelse i 2018 drevet den grøn omstilling med fokus på leverance og installation af varmepumpeanlæg og energianlæg til især fjernvarmeværker i Danmark. Krebs er ekspert i energiteknologi og arbejder kontinuerligt for at skabe innovative og holdbare løsninger til fremtidens produktion af varme. Grønnere energikilder og energieffektivisering er en del af løsningerne på vejen mod en grønnere omstilling – og virksomheden Krebs er en vigtig bidrager hertil.
Med hovedkontor i Aalborg er Krebs et af de hurtigst voksende selskaber i Region Nordjylland og blev i 2024 gazellevirksomhed for anden gang. Krebs har mere end tredoblet omsætningen de sidste to år og samtidigt bibeholdt en flot indtjeningsevne. Krebs har i dag slået sit navn fast som en af de ledende installatører af varmepumpeanlæg og energianlæg til varmeværker og industrien i Danmark.
”Vores pipeline er bedre end nogensinde før. Efterspørgslen fra kunderne og markedet vokser fortsat drevet af strukturel fokus på energieffektivisering hos fjernvarmeværker. Med Maj Invest Equity ombord får vi den ideelle partner til at hjælpe os videre. Vores virksomhed står overfor en markant vækst, og vi skal udvikle organisation og systemer for at følge med. Deres erfaring, kompetence og partnerskabstankegang har været udslagsgivende for vores valg. For os var det afgørende at finde en partner, der ønsker at fastholde vores DNA og forfølge virksomhedens potentiale. Respekten for vores kultur og værdier har været en nøglefaktor i valget af Maj Invest Equity,” lyder det fra Morten Krebs, stifter af Krebs.
Maj Invest Equity har rejst sin sjette fond, MIE6 Triple Bottom Line, og har øget fokus på investeringer der: (1) skaber et stærkt finansiel afkast, (2) har en positiv effekt på samfundet og omverden samt (3) bidrager til den grønne omstilling. Krebs er den første investering i den nye fond.
”Krebs har med Morten, Rasmus og Lars i spidsen opbygget en unik og vækstorienteret forretning, der opfylder et væsentligt behov for at facilitere den grønne omstilling i Danmark. Vi ser et stort udviklingspotentiale indenfor varmepumper til både fjernvarmeværker og industrien,” siger Mads Andersen, Partner i Maj Invest Equity. ”Med lang erfaring i branchen, stor kundetilfredshed og en stærk projektstyringsmodel har Krebs positioneret sig som en ledende aktør indenfor energianlæg til den grønne omstilling. Investeringen er den første i vores nye fond, MIE 6 Triple Bottom Line, og Krebs passer særdeles godt ind i det fokus, MIE6 Triple Bottom Line har på ESG, herunder energieffektivisering. Vi ser frem til at være med på den fortsatte vækstrejse sammen med Krebs,” tilføjer Mads Andersen.
Transaktionen er betinget af godkendelse fra konkurrencemyndighederne, hvorefter handlen vil blive endeligt gennemført. For yderligere information kontakt:
Krebs
Morten Krebs, adm. direktør
mkc@krebs-as.dk - 40 30 22 68
Maj Invest Equity
Mads Andersen - Partner
maa@majinvest.com – 30 55 51 20
Krebs A/S er en dansk rådgiver og installatør af varmepumpeanlæg og energianlæg til primært danske fjernvarmeværker og industrielle kunder. Virksomheden blev etableret i 2018 af Morten Krebs og har i dag 30 fastansatte, hvortil kommer en række projektansatte medarbejdere til bl.a. smedearbejde. Virksomheden har leveret en gennemsnitlig vækst på 92 pct. de seneste regnskabsår og er to gange blevet udnævnt gazellevirksomhed.
Maj Invest Equity er en af Danmarks største private equity-investorer i mindre og mellemstore virksomheder. Porteføljen består aktuelt af ni selskaber foruden Krebs A/S. Maj Invest Equity rejste i 2024 sin sjette fond. Siden 2005 har Maj Invest Equity foretaget investeringer i mere end 40 virksomheder. Maj Invest Equity er en del af Maj Invest-koncernen.