Tryk her for at printe

Maj Invest Equity sælger SSG A/S

22. maj 2012

Ny ejer er kapitalfonden Odin Equity Partners

Odin Equity Partners har indgået aftale om køb af aktiemajoriteten i SSG A/S af de oprindelige stiftere, Maj Invest Equity og medarbejderne. Planen er at fremme SSGs mål om at nå 1 milliard i omsætning i løbet af de næste 4-5 år via en fokuseret internationaliseringsstrategi på det nordeuropæiske skadesservicemarked.

Gennem et aktivt ejerskab vil vi støtte SSGs vækststrategi. SSGs ledelse og virksomhedskultur har sikret en succes i Danmark og det er det helt rigtige afsæt for at skabe en international servicevirksomhed. Odin har tidligere med succes fungeret som katalysator for flere virksomheders internationale ekspansion. Det er sket gennem tæt sparring med ledelsen omkring implementering af såvel organiske vækstinitiativer som Internationale opkøb. Vi mener derfor kombinationen af SSGs størrelse, en stærk sammentømret ledelse og de ambitiøse planer passer perfekt til vores investeringsstrategi, forklarer Jesper Wadum Nielsen, partner i Odin Equity Partners.

SSG er Odin Equity Partners tredje opkøb i år. Kapitalfonden har for nylig blandt andet også investeret i SFK Food/W. Oschätzchen i Århus. Efter frasalget af Haarslev tidligere i år, bringer købet af SSG Odins portefølje op på i alt 10 mindre og mellemstore virksomheder.

Også SSG har haft fart på. Siden 2005 har SSG mere end seksdoblet sin omsætning fra 69 mio. kr. til i 2011 at nå 472 mio. kr. og er nu i gang med det første internationale opkøb.

SSG har sammen med Maj Invest været gennem en udvikling, der begyndte med et mål om at gå fra at være en mindre lokal spiller til at blive den største og mest innovative, landsdækkende aktør indenfor skadeservice med beslægtede ydelser. Nu står SSG foran næste udfordring, nemlig at skulle omdanne sig til at være en nordeuropæisk virksomhed. Derfor er det naturligt at se på også ejerskabsforhold. Jeg er derfor meget glad for den nye aftale med Odin Equity Partners. Vores nye ejer støtter op om vores ambitiøse, internationale strategi og vi er helt på linje, hvad angår fremtidsperspektiverne for SSG. Vi ser frem til et effektivt og givende samarbejde med Odin Equity Partners, der nu træder aktivt ind i bestyrelsen, udtaler Sonny H. Nielsen, bestyrelsesformand, SSG.

Odin Equity Partners overtager 65 % af aktiekapitalen i SSG og køber dermed Maj Invest Equity og en del af de oprindelige stiftere ud. Effektueringen af overtagelsen er betinget af godkendelse fra konkurrencemyndighederne. Godkendelsen ventes på plads i løbet af juni.

Maj Invest Equity er en vækstorienteret investor med fokus på mindre og mellemstore virksomheder og trådte ind i SSG med den dagsorden, at udviklingen skulle boostes. Vi har nu sammen med SSG fået skabt den største, mest veldrevne og mest progressive aktør i det danske skadeservicemarked. De oprindelige målsætninger er dermed realiseret, og vi finder det derfor naturligt at træde ud af ejerkredsen og overdrage stafetten nu. Vi er meget glade for og stolte over at have været en aktiv del af at udvikle SSG så markant og takker ledelsen og medarbejderstaben i SSG for en stor og dedikeret indsats og et nært, frugtbart samarbejde. Vi ønsker Odin, ledelsen og medarbejderne held og lykke med den videre rejse, siger Niels Toft, Partner hos Maj Invest Equity.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Jesper Wadum Nielsen, partner i Odin Equity Partners - mobil: +45 2020 6346

Sonny Nielsen, bestyrelsesformand i SSG – mobil: +45 2126 7179

Michael Nielsen, CEO i SSG – mobil: +45 2121 5951

Niels Toft, partner i Maj Invest Equity – mobil: +45 2365 5939

Med et samlet kapitaltilsagn på omkring 8,5 mia. kr., mere end 30 porteføljevirksomheder og 16 investeringsmedarbejdere er Maj Invest Equity en ledende private equity aktør i Danmark. Maj Invest Equity udspringer af LD, som i sit mangeårige virke indenfor unoterede aktier har skabt grundstenene til Maj Invest Equitys strategi, som er fokuseret på virksomhedernes udvikling og ansvarligt ejerskab.