Maj Invest Update

Den finansielle krise har forstærket den økonomiske krise, som først lige er begyndt. Den økonomiske vækstopbremsning startede for alvor i 4. kvartal 2008. Den økonomiske krise vil formentlig tage 2-3 år, så vi er kun lige startet på den. Det er derfor væsentligt at holde sig for øje, at vi på dette område stadigvæk har mange dårlige nyheder forude.

Vores egen kriseindikator
For at illustrere finanskrisen har jeg i figuren vist kursudviklingen i investeringsforeningen LD Invest afdeling Kontra. Denne afdeling er lavet alene med det formål at investere modsat det store flertal af markedsdeltagerne. Dvs. at investeringsforeningen i perioder med højkonjunktur og gode finansielle markeder køber de værdipapirer, som klarer sig godt, når markedsstemningen skifter. Afdelingen har derfor i løbet af 2007 og 2008 investeret betydeligt i japanske yen-obligationer, europæiske statsobligationer, defensive aktier med optionsbeskyttelse og guldaktier. Alle disse værdipapirer har klaret sig godt det sidste halve år, og som man kan se, er kursen i afdelingen steget betragteligt. Afdelingens kursudvikling kan derfor bruges som en kriseindikator. Kursudviklingen viser, præcis hvornår krisen startede, og den viser også, at der ”ulmede” lidt uro - startende i efteråret 2007 og kulminerende i september 2008. Vi har et billede af de finansielle markeders helbredstilstand de sidste 2 år.

Eksportkollaps
Finanskrisen, der som nævnt begyndte i løbet af 2008, slog over i en økonomisk krise sidste år. Denne økonomiske krise med vækstfald i USA, Japan og Europa har ført med sig, at eksporten globalt er bremset op. Vi har næsten et eksportkollaps, og figuren viser, hvor stort faldet i eksporten er, siden den toppede i begyndelsen af 2008. Der er tale om et fald i verdens eksportmængder på 25 %, hvilket er historisk højt og, som det også fremgår af grafen, værre end de store krise i 1973 og 1981. Vi er i en meget vanskelig økonomisk situation med igangværende global recession.

Hvad kan man gøre ved det?
Den traditionelle medicin mod denne type af kriser er aktiv finanspolitik og aktiv pengepolitik. Det gælder om at få renterne sat ned mest muligt, og det gælder om, at de enkelte lande pumper købekraft ud og sætter gang i ny aktivitet. Når den private sektor ikke kan finde ud af at holde gang i hjulene, er det nødvendigt, at den offentlige sektor enten ved skattelettelser, infrastrukturprojekter eller andre tiltag sætter gang i aktiviteterne. Dette er sket i USA med Obamas netop vedtagne hjælpepakke på knap 800 mia. dollar (ca. 4.700 mia. kr.). 
Hjælpepakken er meget stor. Målt relativt og korrigeret for inflation er hjælpepakken større end den Marshall-plan, vi alle sammen kan huske, som kom efter 2. verdenskrig, og som var med til at sætte Europa i gang efter krigen. Det er en meget stor hjælpepakke, Obama har godkendt. Pakken er dog mindre end Roosevelts plan fra 1930'erne, som var med til at løse 1930'ernes depression i USA. Roosevelts plan var 3 gange så stor relativt set. Med andre ord kan man sige, at Obama har stadig ”tørt krudt” at tage i anvendelse, hvis man i de kommende år finder, at amerikansk økonomi skal have endnu mere hjælp. Tyskerne har vedtaget en lille hjælpepakke på 50 mia. euro (370 mia. kr.), som hjælper lidt, men langt fra er nok. Kineserne derimod har vedtaget en meget stor hjælpepakke på knap 600 mia. dollar (ca. 3.550 mia. kr.). I forhold til Kinas størrelse er denne hjælpepakke på 14 pct. af BNP enorm. Kineserne er ved at sætte gang i deres indenlandske hjemlige økonomi. Pakken, de har vedtaget i Kina, er faktisk på størrelse med Roosevelts plan New Deal, hvis man korrigerer for Kinas størrelse, der i økonomisk henseende er omkring en tredjedel af USA. Kina skal man ikke undervurdere. De har forstået nationaløkonomisk teori og har i de sidste 20 år arbejdet seriøst med at udvikle Kinas økonomi. Man kan således være en smule skeptisk, hvad angår Europa; lidt usikker, hvad angår USA; og til gengæld relativt fortrøstningsfuld, hvad angår Kina. Resten af verden foretager sig desværre ikke så meget, og det er problemet.

4.000 mia. dollar ledig kapital
Vi har brug for global koordineret økonomisk politik med henblik på at sætte efterspørgslen op. Den ledige kapital i verden i de lande, som sparer penge op: Kina, Japan, Taiwan, Schweiz, Norge osv. er i størrelsesordenen 4.000 mia. dollar (24.000 mia. kr.), og de årlige overskud er på 984 mia. dollar. Disse midler er endnu ikke aktiveret, men ligger fortrinsvis i opsparing i centralbanker og finansministerier. Rentefaldene øger ikke lånelysten, så der er ikke mange, der sætter noget nyt i gang. Med andre ord er der brug for, at overskudslandene i global økonomi begynder at bruge deres opsparing. Først hvis de finanspolitiske initiativer bliver større og bredere funderet, herunder ikke mindst i Tyskland og Japan, vil vi kunne få den globale recession til at ”bunde ud”, og en ny vækstperiode vil gradvist kunne komme i gang. Det er umiddelbart min vurdering, at det først vil ske i løbet af 2010 og 2011. Vi skal indrette os efter, at den økonomiske vækst i Europa bliver negativ, både i år og næste år. Først når de dårlige nyheder har toppet, og når den sidste optimist er væk, vil vi have passeret bunden for den økonomiske krise. Det punkt ligger op til 2 år herfra.

Som investor betyder det, at man skal fortsætte den konservativt forsigtige linje. Som jeg før har skrevet, er aktierne billige, men det skal de også være i sådan en situation. Man får derfor god tid til at købe ind og behøver ikke skynde sig. I løbet af de næste 2 år vil man kunne gøre sin karrieres bedste aktiekøb.