Maj Invest Update

De 17 EU-lande, som alle bruger euro, har en fælles centralbank, ECB. Denne bank fungerer som landenes fælles nationalbank, og hos ECB kan bankerne i de enkelte lande enten indsætte overskydende likviditet eller trække lån på basis af sikkerhed.

Grafen viser udviklingen over de sidste 10 år i bankernes mellemværende med ECB. Det er indlysende, at der i de senere år er opstået en helt ny situation. I de stærke lande er der masser af euro, som de pågældende landes banker sætter ind på deres konti i ECB.

I de svage lande - Grækenland, Irland, Portugal, Spanien – forsvinder der hele tiden euro ud af banksystemet, og de pågældende landes banker må konsekvent trække på faciliteter i ECB. Med andre ord siver pengene ud af de svage lande og ind i de stærke lande. En finansielt set uholdbar situation.

Løn og produktivitet
Dette skyldes grundlæggende, at landene har forskellig konkurrencekraft, og dermed er investorernes tillid til landene forskellig. I tabellen er vist, hvilken konkurrencekraft de enkelte lande har, målt ved World Economic Forums indeks.

Blandt de stærkeste lande i verden i konkurrencemæssig sammenhæng ligger Tyskland og Holland, medens de sydeuropæiske lande, særligt Grækenland, ligger helt i bund.

Det fremgår også, at de stærke lande opbygger vedvarende og store betalingsbalanceoverskud, medens de svage lande konstant har underskud og svært ved at eksportere og dermed skabe vækst og beskæftigelse.

Dette skyldes, at lønomkostningerne og produktiviteten i landene udvikler sig meget forskelligt. I figuren er vist lønomkostningen korrigeret for produktivitet, altså hvad det koster at producere en enhed af en given vare i et enkelt land.

Det fremgår, at Grækenland, men også Spanien og Italien, de sidste 10 år har haft omkostningsstigninger på 30-70 pct., medens enkelte lande, Tyskland og Holland, ingen omkostningsstigninger har haft. Med andre ord ændres konkurrencestyrken hele tiden, og - set med sydeuropæiske øjne – i den forkerte retning, idet landene i Sydeuropa mister konkurrencekraft.

Det betyder, som det fremgår af tabellen, at landene i Sydeuropa har svært ved at skabe vækst og indkomst og derfor også svært ved at få statsfinanserne til at balancere. I mange lande opkræver man i forvejen for lidt skat, hvilket kun gør problemet værre.

Underskud hvert år
Set over de sidste 10 år er der et klart billede, som viser, at de sydeuropæiske lande med Grækenland, Portugal, Spanien og Italien i front konsekvent har underskud på deres statsfinanser og tilmed stigende underskud. Væksten er gået i stå, indtægtsgrundlaget falder, og gælden stiger.

Gældsniveauerne er i de lande, vi her taler om, nået op på et niveau, der svarer til landenes BNP, og i Grækenlands tilfælde halvanden gang BNP. Det betyder, at landene ikke kan betale statsgælden tilbage, men må optage nye lån for at tilbagebetale de gamle lån. Dette er for alvor blevet uholdbart i løbet af 2010 samt 2011, hvorfor der nu blandt investorer i hele verden er en fundamental mistillid til det europæiske finansielle system og samarbejde.

Problemet består i, at en række eurolande med Tyskland og Holland i spidsen er bomstærke og kan ”betale enhver sit”, medens en gruppe sydeuropæiske lande er gældsatte og ikke kan finansiere sig selv. Landene står sammen om den fælles valuta euroen og har derfor bundet sig i et økonomisk fællesskab, som i virkeligheden ikke er økonomisk holdbart.

Opløsning
Vi er tæt på en kulmination af denne problemstilling, og landene gennemfører nu store besparelsesprogrammer, fordi de ikke længere kan finansiere gælden. Disse besparelsesprogrammer i Spanien, Portugal, Italien og Grækenland medfører stor og stigende arbejdsløshed i de pågældende lande. Dette destabiliserer det politiske system og giver, som senest set i Grækenland, stor vind i sejlene for de mere yderliggående bevægelser, som bl.a. har på dagsordenen, at man ønsker at melde sig ud af euroen. 

Der er ingen tvivl om, at problemerne er alvorlige. Enten skal de to stærkeste lande, dvs. Tyskland og Holland, melde sig ud af euroen og have deres egne valutaer tilbage, eller også skal de svage lande meldes ud af euroen.

I det første tilfælde vil D-marken og den hollandske gylden stige 30-40 pct., medens de resterende lande, der fortsætter i euroen, vil opleve, at euroen falder tilsvarende. Dette vil være den bedste løsning for de sydeuropæiske lande, som herved vil få genskabt den konkurrencekraft, de mangler, hvilket vil give mulighed for vækst og fremgang i beskæftigelsen. Til gengæld vil det skabe betydelige problemer for de lande, der melder sig ud.

Den anden mulighed består i, at de svageste lande melder sig ud. Dette er måske mere sandsynligt, og i så fald er de oplagte kandidater for en statsbankerot: Grækenland, Portugal og Spanien. Disse lande har stærkt stigende arbejdsløshed omkring 20 pct., og i de tre lande er der en politisk destabilisering i gang.

Det er umuligt at forudse, hvad der sker, men forhåbentlig kan man finde en finansiel løsning. Den ”mindst ringe” løsning ville være at etablere en mekanisme, hvorefter svage lande kunne melde sig ud af euroen, således at de får mulighed for at devaluere deres valutaer, genskabe konkurrencekraften og få den omkalfatring af deres økonomi, som er så nødvendig.

Ud fra en ren økonomisk betragtning er systemet ustabilt og en løsning påkrævet. Ud fra en politisk betragtning kan det sagtens være, at man fastholder eurosamarbejdet nogenlunde uændret de næste 10 år, hvilket så blot vil medføre en alvorlig og vedvarende recession og arbejdsløshedstilstand i Sydeuropa, som vil have store menneskelige omkostninger og formentlig også vil kunne destabilisere disse lande politisk.