Maj Invest Update

Historisk har man altid kunnet aflæse vækstperioder ved at kigge på prisudviklingen for de metaller, som bruges i industrien. I mange hundrede år har det været en god indikator for økonomisk aktivitet.

Når verdens store industrikoncerner sætter produktionen i vejret, giver det så stor råvareefterspørgsel, at det meget tydeligt påvirker prisdannelsen. Af figuren fremgår tydeligt, at vi i 2008 og 2009 havde både finansiel og økonomisk krise med lavvækst til følge, ligesom vi i løbet af 2010 havde ”vækstfald”, mens udviklingen på det allerseneste har været meget positiv.

Verdensøkonomien har det faktisk ret godt, og bl.a. kobberpriserne nåede en ”all time high” her i dette efterår. Der er således ingen grund til kortsigtet bekymring for verdensøkonomien. I USA har man set en række ganske positive nøgletal, ligesom den amerikanske centralbank, FED, har besluttet at skyde yderligere 600 mia. USD ind i økonomien i form af en stor pengepolitisk lempelse.

Dette skaber grobund for, at også 2011 økonomisk set bliver et godt år. Den store bilproducent General Motors er blevet børsnoteret efter en vanskelig rekonstruktion i forbindelse med finanskrisen. Børsnoteringen var succesfuld og indbragte 16 mia. USD, hvilket må tages som udtryk for, at der generelt er en pæn forventning til, at selv bilproduktionen i USA igen er på vej fremad.

Irsk rente på græsk niveau
Europa ser imidlertid noget anderledes ud. Tysk økonomi fortsætter sin fremmarch, og den finansielle styrke i Tyskland er imponerende. Hvad angår finansielle reserver, er Tyskland faktisk på højde med en mastodont som Kina.

Til gengæld ser det sløjt ud i Sydeuropa og ikke mindst i Irland. Vi har på det seneste været igennem en veritabel krise på markedet for irske statsobligationer. Som det fremgår af figuren, er de såkaldte rentespænd for statsobligationer i Irland steget til næsten ”græsk niveau”.

I dag kan man betegne irske og græske statsobligationer, som det man i finanssektoren kalder ”junk bonds”, altså obligationer med meget tvivlsom kreditværdighed. Problemerne er langt fra elementære, og der er ingen tvivl om, at de ryster fundamentet for euroen. 

Dette kan man ganske klart se, hvis man vurderer de finansielle balancer i Sydeuropa og Irland. Underskud på såvel statsfinanser og betalingsbalance er i Grækenland omkring 10 procent. I Irland er statsunderskuddet endnu større, til gengæld er betalingsbalanceunderskuddet lidt mindre. Alt i alt må man desværre konkludere, at de to lande har væsentligt større underskudsproblemer, end det vi havde i Danmark i 1979, hvor vi med Knud Heinesens ord stod på ”afgrundens rand”.

Alt dette har finansmarkederne opdaget, og det er årsagen til, at såvel irske som græske statsobligationer giver en rente på mellem 8 og 11 procent p.a. Tyske statsobligationer handles på et renteniveau omkring 3 procent, så der er en betydelig margin til dækning for tabsrisiko.

Rekord stor lånepakke

Hverken Grækenland eller Irland kan inden for nær fremtid få elimineret deres underskud. Det bedste, man kan håbe, er, at underskuddene nedbringes, og at gælden dermed vokser langsommere. Bankerne i de to lande har svært ved at skaffe likviditet i det almindelige marked, og de har måttet ty til låntagning i den europæiske centralbank, ECB.

Den græske og irske stat kan ikke refinansiere statsgælden og har derfor måttet henvende sig til IMF/EU for at opnå tilsagn om lån. I figuren ses, hvor store tal der er tale om. Det er overordentligt store beløb.

Grækenland fik i foråret en lånepakke fra IMF og EU på i alt 190 mia. USD, hvilket er rekord. Grækenland har således overgået lånepakkerne, som blev givet til Sydkorea, Mexico, Brasilien og Argentina. Hvad angår låntagning i den europæiske fælles centralbank, er beløbene lige så alarmerende store.

Irske banker har lånt 121 mia. EUR, mens græske banker har lånt ca. 95 mia. EUR. Som økonom har man næppe forstand på at vurdere den politiske mulighed for at håndtere ”krisen”, men finansielt vil man i EU gøre alt for at få systemet til at hænge sammen.

Man skal gøre sig klart, at det investeringsmæssigt er store risici, og det reelt er fundamentale økonomiske problemer. Indtil videre ser det ud, som om den irske risiko er afværget, ligesom den græske blev afværget i foråret. Det, man imidlertid skal huske, er, at disse løsninger, hvor man giver de pågældende lande yderligere kredit og henstand, ikke er reelle løsninger, men alene er udskydelse af den centrale problemstilling, som består i overforbrug.

Et lyspunkt
Skal man pege på noget positivt, bliver det, at tysk økonomi klarer sig så godt. Den tyske eksport er ligeså stor som den kinesiske eksport. De tyske finansielle reserver vokser konstant, og Tyskland har faktisk mulighed for at ekspandere sin økonomi og blive lokomotivet for Europa og i særdeleshed også euroen.

Om det sker, er svært at vurdere, fordi den tyske sparsommelighed er strukturel. Kun hvis tyskerne sætter forbruget kraftigt op, vil man kunne trække Europa ind i et bedre vækstforløb. Indtil videre kan man glæde sig over, at tysk økonomi fungerer som et anker for euroen og som en finansiel styrke, der i sidste ende sikrer vores fælles kreditværdighed.

Endelig skal man som aktieinvestor huske, at mange europæiske virksomheder sagtens kan klare sig godt de næste ti år i den globale konkurrence. Europas problem er først og fremmest, at vi har velfærdsordninger og offentlige forbrugsmønstre, som kræver mere vækst og opsparing. For aktieinvestorerne gælder det om at sprede risikoen, således at man har betydelige investeringer i europæiske virksomheder, som arbejder globalt.