Maj Invest Update

En af årsagerne til dette er, at privatforbruget igen er i fremgang efter en overraskende stærk nedtur i forbindelse med finanskrisen. Væksten i den amerikanske detailomsætning ligger lige nu omkring 5 % p.a. svarende til 3 % inflationskorrigeret. Tilbagegangen i investeringsaktiviteten og boligbyggeriet er holdt op, og selv om der endnu ikke er tegn på fremgang her, så er nedgangen bremset. Alt i alt betyder dette, at amerikansk økonomi formentlig i løbet af 2010 vil generere en vækstrate på omkring 4 %, hvilket er noget bedre end den gennemsnitlige markedsforventning.

Dette har givet sig udslag i, at der nu indarbejdes klare forventninger om rentestigninger i USA. Den øverste figur viser vendingen i det amerikanske privatforbrug, mens den næste viser, hvorledes der nu forventes rentestigninger på det korte amerikanske pengemarked. Det forventes nu, at de korte renter, som pt. er tæt på nul, kommer til at stige til 2 % i løbet af de næste 2 år. Dette skyldes som nævnt aktivitetsfremgangen i USA. Det er interessant at bemærke, at aktiemarkedet alligevel har udvist svaghedstegn de sidste 4 uger. Dette skyldes ikke den realøkonomiske udvikling, der som nævnt er positiv, men derimod at ”risikotemaer” igen er ved at dukke op i diskussionen i erhvervsmedierne.

Kinesisk stramning
I Kina forventes en stramning af pengepolitikken, og den er formentlig allerede i gang. Kina har været igennem en høj vækst de sidste 12 måneder, og har stort set ikke mærket finanskrisen. Den høje kinesiske vækst på omkring 8 % sidste år har givet sig udslag i en stor kapitalindstrømning til landet. Den kinesiske valutareserve bugner og nærmer sig 2.500 mia. USD. Det kinesiske aktiemarked var sidste år et af de stærkeste i verden. Af figuren fremgår det, at antallet af nyintroduktioner af aktier på den kinesiske børs slog alle rekorder og udplacerede såvel USA som England. Det er i øvrigt værd at bemærke, at både Kina, Brasilien og Indien var med blandt de lande på top 4 for nye børsnoteringer. Kapitaltilstrømningen og udlånsvæksten i Kina er så enorm, at det har givet en økonomisk vækst, der er i overkanten af det ønskede, hvorfor man har igangsat en stramning af pengepolitikken. Dette har udløst et aktiekursfald i Kina i størrelsesordenen 10 % de sidste 4 uger.

Grækenland på afgrundens rand
Den kapital, som Kina og flere asiatiske lande har let ved at tiltrække, kan man populært sige, mangler andre steder. De finansielle overskud i Asien modsvares af store finansielle underskud i USA og i særlig grad også Sydeuropa. I de sidste 3 uger har investorer i hele verden fået øjnene op for, at flere sydeuropæiske lande næsten kan betegnes som ”fallitboer”. Grækenland er det land, der pt. er mest omtalt, fordi man tilsyneladende end ikke kan standse stigningen i underskuddet. Gældssituationen er alvorlig, og som det ser ud nu kan den økonomiske politik i Grækenland næppe dæmme op for de underskud, som forøger den græske statsgæld og gør det tvivlsomt, om landet i de kommende år overhovedet vil kunne formå at betale renter og afdrag på eksisterende gæld. Grækenland er populært sagt tæt på afgrundens rand, som Knud Heinesen definerede det for mere end 25 år siden.

Større og større lande i problemer
Problemerne i Grækenland er desværre en del af et lidt større og voksende problem, nemlig at mange lande har stor og stigende statslig gældsætning. Hvis man skal trække en linje, vil man se, at det startede med Islands sammenbrud, og efterfølgende har en lang række lande også i Europa haft problemer. Det bemærkelsesværdige er, at de lande, der er udsat for internationale investorers mistillid, bliver større og større. Grækenland har en statsgæld, der er 3 gange Irland eller 18 gange Baltikum. Isoleret set er det næppe noget stort problem for EU eller IMF at håndtere det græske problem. Der er imidlertid den risiko, at det forplanter sig til mistillid til andre lande, som også har statsgældsproblemer. I Sydeuropa drejer det sig særligt om Spanien og Italien, der har store gældsbyrder og svage offentlige finanser.

Skatteyderne til forskel
Det er dog fundamentalt set problemer, som kan håndteres, fordi de pågældende lande jo netop har ”skattevåbnet”, som kan skabe finansieringen af denne statsgæld. I modsætning til problemerne, der under finanskrisen var knyttet til subprimebelåning mv., hvor de pågældende låntagere simpelthen ikke havde indkomst til at betale renter og afdrag, så forholder det sig anderledes med de gældsatte lande. Selv om Grækenland, Spanien og Italien har stor statsgæld, er der set over en 10 til 20-årig horisont ganske gode muligheder for tilbagebetaling af afdrag samt honorering af renter. De pågældende lande er en del af EU, og landene har i øvrigt også et erhvervsliv og en række virksomheder, som tjener gode penge. Hvis den økonomiske politik bliver justeret, vil man utvivlsomt kunne håndtere også meget store gældsproblemer. På den korte bane er frygten derfor nok noget overdrevet. På lidt længere sigt er der dog næppe tvivl om, at statsgældsproblemer i Europa og USA vil dukke op igen og igen, fordi hele finanskrisen er blevet løst ved en meget lempelig økonomisk politik, der jo indebærer, at statskasserne gældsættes. Dette skal betales tilbage på et tidspunkt enten i form af skattestigninger eller udgiftsstramninger. Noget sådant vil skabe en recession og, hvis den økonomiske politik ikke justeres, vil det også skabe dramatiske rentestigninger for de lande, der har stor statsgæld.

Konklusion
Alt i alt tegner der sig et dystert billede for Sydeuropa, men samtidig et noget lysere billede for amerikansk og asiatisk økonomi, som er på vej ind i en pæn 2-årig økonomisk vækst. Der er derfor grund til – omend behersket – optimisme, fordi den økonomiske politik, der er koordineret mellem alle de store G20-lande i verden, skaber grobund for en pæn global økonomisk vækst i såvel 2010 som 2011. På længere sigt vil statsgældproblemerne dukke op igen og igen, og de er et varsel for dels stigende renter på sigt, og dels at den kommende højkonjunktur ikke bliver langtidsholdbar.