Maj Invest Update

Der er omfattende krav til fremtidens investeringer inden for de såkaldte rene energiformer. Hele den konventionelle energisektor skal gradvist omformes til ren energi baseret på sol, vind, brintenergi, biomasse, brændstofceller mv.

Figuren her viser, hvor meget CO2-udledningen er pr. borger i en række udvalgte lande. Det er bemærkelsesværdigt, at Danmark ligger i toppen på denne liste. Dette skyldes, at vi hører til blandt de rigeste og mest udviklede lande i verden og i øvrigt historisk har haft stor anvendelse af kul ved energiproduktion. Bemærk, at USA fortsat er det mest forurenende land i verden, mens de store nye udviklingslande Kina, Brasilien og Indien stadigvæk forurener meget lidt pr. indbygger sammenlignet med de industrialiserede lande. Det er derfor vores ansvar at gå forrest, når der internationalt drøftes global opvarmning, og være konstruktive og med til at bane vejen til udvikling af de nye energiformer, som vil kunne løse CO2-problemet. Udgangspunktet må dog være, at vi vedkender os vores ansvar og det forhold, at vi pr. indbygger fortsat og i lang tid er blandt de mest CO2-producerende lande i verden. Man får nogle gange indtrykket af, at vi hører til ”duksen” i klassen, når det angår CO2. Dette er ikke tilfældet. Det afgørende bliver, at der skabes international konsensus om at løse CO2-problemet, og i den forbindelse er forudsætningen formentlig, at de udviklede industrilande vedkender sig ansvar og bevilger tilstrækkeligt store milliardinvesteringer.

Er der nok energi i verden? 
Der er store mængder ren energi til stede. I figur 2 er bl.a. vist verdens energiforbrug målt i terawatt. Energiforbruget er årligt på 15 terawatt anno 2009. Dette dækker alle lande og alle typer aktivitet i verden. Den konventionelle energi i form af olie, kul og naturgas vil – ved et uændret og konstant globalt energiforbrug - antageligt kunne dække energiforbruget de næste 50 år. Måske lidt mere. Vi løber med andre ord tør relativt hurtigt. Af figuren fremgår det, hvor meget vindenergi vi har til rådighed på jordkloden pr. år. Stabiliteten i vindenergi er dog ikke af en størrelse, så det er tilstrækkeligt til at løse energibehovet. Hertil er vindforholdene for ustabile, og først ved brug af vindenergi til opladning af batterier vil man kunne løse en del af dette opbevarings- og transportproblem. Solenergi derimod er der ufattelige mængder af, og derfor vil en del af løsningen på det langsigtede energiproblem formentlig være, at vi bliver dygtige nok til at bruge solenergien. Der er på disse punkter grund til optimisme, fordi historien har lært os, at den videnskabelige udvikling altid går langt hurtigere, end man tror, og at den løser de problemer, som selv de mest dystre eksperter forudser. Vi har masser af muligheder for at skabe ren energi, og der er ingen tvivl om, at problemet bliver løst.

En CO2-afgift?
Den bedste løsning er utvivlsomt en høj CO2-afgift. Såfremt man afgiftsbelægger forurening, vil markedsmekanismerne sørge for, at virksomheder og investorer i hele verden placerer nye penge i udvikling af rene energiformer, som ikke er afgiftsbelagt. Det vil formentlig tage et stykke tid endnu, måske op til 5-20 år, før man får egentlige gennembrud inden for solenergi, brændselsceller og biomasse. Men der er næppe tvivl om, at det vil ske, hvis man afgiftsbelægger CO2-forurening. Al økonomisk teori og erfaring viser, at markedsmekanismerne kan løse denne type problemer. Måske kan man hjælpe udviklingen på vej, ved at den offentlige sektor i alle større lande bevilger ekstra investeringsmidler til udvikling af nye energiformer. Det er et oplagt tema for EU-samarbejdet og G20-samarbejdet. Vi har netop set, hvordan G20-møder har skabt enighed om, at finanskrisen skulle løses ved omfattende globale rentesænkninger og store garantiprogrammer samt aktiekøb i banksektoren. Der er inden for de sidste 6 måneder brugt mere end 3.000 mia. USD på at løse finanskrisen.

På samme måde kan man håbe, at de store lande i G20-samarbejdet vil bruge begge de logiske midler til at løse global opvarmning. En global CO2-afgift er et middel, der vil skabe investeringer i nye energiformer de næste 20 år, på samme måde som rentenedsættelser løser en del af finanskrisen. Bevillingen af offentlige investeringer inden for ren energi vil også kunne udvikle løsninger på global opvarmning, på samme måde som bankgarantier kan hjælpe konkurstruede banker under en finanskrise.

Hvor meget koster det?
McKinsey har lavet en analyse, hvor man har beregnet, hvad det koster at løse CO2-problemet i en global sammenhæng. I figuren er vist, hvad det drejer sig om. McKinsey arbejder med scenarie 1, 2 og 3. Scenarie 3 er ”den store løsning” på CO2-problemet og vil koste 565 mia. USD pr. år, mens scenarie 2, ”den lidt mindre” ambitiøse, vil koste 350 mia. USD pr. år. Dette svarer til lige godt 1% p.a. af verdens bruttonationalprodukt. Det er væsentligt mindre end de beløb, verden bevilger til anvendelse inden for militære formål (5% p.a.) og finansiering af krige og konflikter. Der er ingen tvivl om, at vi har rigeligt råd til det. Der er heller ingen tvivl om, at det rent faktisk vil medvirke til at skabe den økonomiske vækst i verden, der er brug for. Finanskrisen og gældsproblemerne i boligsektoren har bragt verdensøkonomien i krise. En løsning på recessionen er, at vi investerer i fremtiden, og intet er mere logisk end at investere i rene energiformer.

Det er også en god investering
McKinsey har tidligere beregnet, at investering inden for miljø og klima er ganske rentabelt, og derfor vil meget ske af sig selv. Hvis der skabes global enighed om at afgiftsbelægge CO2, vil det forbedre rentabiliteten inden for miljø- og klimaområdet. De næste 25 år vil der derfor kunne skabes afkast på mere, end aktiemarkedet i gennemsnit kan generere. I figur 4 er der for at illustrere denne pointe vist afkastet på LD Invests klima- og miljøafdeling, som er børsnoteret. Selvom afdelingen blev lanceret lige i begyndelsen af finanskrisen i oktober 2008, har det allerede nu vist sig, at finanskriseeffekten er blevet mere end kompenseret ved den generelle fremgang inden for klima- og miljøområdet – dette dækker over en trend, som har domineret aktiemarkedet de sidste 10 år.

Markedsmekanismerne vil virke, men de skal nok hjælpes på vej af CO2-afgifter og investeringstilskud. Herefter vil store investeringer i miljø og klima på global basis kunne løse verdens globale opvarmningsproblem og samtidig medvirke til at trække den økonomiske vækst op, noget som der er stor brug for i forlængelse af en finanskrise, som periodevis har lammet global økonomi. Endelig vil man som sidegevinst opnå, at oliepriserne inden for 10 år vil standse deres himmelflugt.