Investeringsstrategi

Maj Invest Southeast Asia har en vækst- og værdiorienteret investeringsstrategi og en praktisk tilgang med fokus på operationelle forbedringer. De to fonde, LD Invest Vietnam K/S og Maj Invest Southeast Asia II K/S, deltager aktivt i at sikre vækst i eksisterende og nye markeder og anvender global best practice for at professionalisere bestyrelsen, ledelsen og forretningsprocesserne.

Der fokuseres på sektorer, der påvirkes positivt af en øget indkomst og et stigende forbrug, især inden for den voksende middelklasse, samt sektorer med lille eksponering mod global krise. Sektorer dækker områder som produktion og distribution, forbrugsgoder og –serviceydelser, detail, healthcare, uddannelse, it-serviceydelser, fritid og fødevareproduktion.

Fokus er på modne, små og mellemstore virksomheder med en omsætning på mellem 10 og 100 mio. dollar samt en velfungerende forretningsmodel og dokumenterede resultater. Fondene investerer som betydelig minoritetsejer med en andel på mellem 20 og 40 pct.

Exitstrategien er baseret på salg til industrielle strategiske investorer og konsolideringer inden for de relevante industrier. Hvor det er relevant, tages børsnoteringer og salg til andre finansielle investorer også i betragtning.