Microfinance

Mikrofinans er begrebet for en bred vifte af finansielle ydelser og produkter, såsom kredit, opsparing og forsikring målrettet til mennesker, der ikke har adgang til finansielle ydelser hos den etablerede kommercielle banksektor. Mikrofinans er kendetegnet ved relativt små lån, typisk omkring 1.500 dollar med kort løbetid på 24-36 måneder og meget få afskrivninger, typisk kun 1 pct. af udlånsporteføljen. Derudover har mikrofinans været associeret med, hvad der synes at være høje renter. Høje renter har været tilfældet nogle steder, men generelt set modsvarer renteniveauet relevante omkostninger relateret til inflation, dyr distribution, omkostninger til udlånskapital, afskrivninger og fortjeneste.

Det er kun ca. halvdelen af verdens voksne befolkning, som har en bankkonto og dermed adgang til finansielle serviceydelser, men den resterende halvdel efterspørger i høj grad også finansiering til udvikling af deres små virksomheder samt mulighed for opsparing og forsikring. Mikrofinansinstitutioner, nogle af dem reguleret som banker, tilbyder denne slags produkter til et hastigt voksende marked, hvor det estimeres, at der nu er mere en 250 millioner aktive kunder.

Forretningsmodellen er baseret på en udførlig kreditpolitik samt standardiserede produkter, der kan distribueres til kunder i udfordrende markeder i udviklingslande og emerging markets. Det er væsentligt, at mikrofinansinstitutioner har en bæredygtig udlånspolitik i overensstemmelse med anerkendte internationale standarder, som sikrer låntagerne mod overbelåning, dels for at afværge, at kunderne kommer i dyb gæld, men også for at sikre kvaliteten af mikrofinansinstitutionens udlånsportefølje.

Maj Invest forvalter fondene Maj Invest Financial Inclusion Fund II K/S og Danish Microfinance Partners K/S. Sidstnævnte blev etableret i et samarbejde med pensionskasserne PKA og PBU samt Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), som ud over at være investor også bidrager som konsulent.

Læs om vores investeringsstrategi, eller om hvordan vi skaber værdi i de finansielle institutioner.