Tryk her for at printe

Obligationer

Hos Maj Invest tror vi på, at vi gennem aktiv forvaltning og et bredt investeringsmandat kan slå det generelle markedsafkast. Markedet agerer ofte irrationelt, og især i krisetider kan man som langsigtet investor udnytte de muligheder, der måtte opstå. Der kan således være perioder, hvor man med fordel kan foretage investeringer, som går mod den generelle markedsopfattelse. 

Udvælgelsen af de obligationer, der indgår i porteføljerne, baseres både på en overordnet makroøkonomisk analyse og en evaluering af de enkelte obligationer. Udvælgelsen består af tre elementer: 

  • Analyse af den makroøkonomiske situation
  • Analyse af de forskellige obligationstyper: statsobligationer, realkreditobligationer og kreditobligationer
  • Kvantitativ analyse af udvalgte obligationer 

På baggrund af den makroøkonomiske analyse fastsættes eksempelvis den ønskede renterisiko og kreditrisiko i porteføljen. De to øvrige elementer i analysen består af en udvælgelse af, hvilke obligationer der vurderes attraktive at investere i. Vægtningen af de tre områder i analysearbejdet afhænger af den aktuelle økonomiske situation. 

Nedenstående figur viser, hvilke obligationstyper der indgår i obligationsafdelingens investeringsunivers. Investeringsrammerne for de forskellige porteføljer afgør, hvilke obligationstyper der kan indgå i porteføljerne.

"Sikre" statsobligationer
Investering i globale statsobligationer, herunder danske,  tyske, norske og amerikanske. Ofte ligger der en rente- og valutaforventning bag investeringen.
Statsobligationer med "risiko"
Obligationer fra større emerging markets-lande som Mexico, Brasilien og Indonesien samt f.eks. irske statsobligationer.
Realkreditobligationer
Oftest danske realkreditobligationer, som dog i perioder kan udskiftes med europæiske og amerikanske realkreditobligationer.
Kreditobligationer
Primært, men ikke kun, nordeuropæiske obligationer. Der samarbejdes med aktieafdelingen om analysen af de enkelte virksomheder.

Maj Invest har vundet flere priser for forvaltningen af obligationer. Afdelingen Maj Invest Danske Obligationer i Investeringsforeningen Maj Invest er eksempelvis siden lanceringen i december 2005 fire gange i hhv. 2011, 2013, 2014 og 2016 blevet kåret af analysehuset Morningstar som den bedste afdeling i sin kategori.